Er alkohol en god undskyldning?

Jeg har hørt mange i tidens løb bruge undskyldningen – Jeg var til fest i går og fik lidt at drikke..såååh..

Det er jo altid dejligt at kunne forklare, hvorfor man løber dårligt, men er der noget om det?

Har man været plakatfuld er der ingen tvivl, men det er måske mere overraskende at så lidt som 2 genstande nedsætter leverens funktion i flere dage. Udskillelse af sukker fra leveren til blodbanen under fysisk arbejde sikrer at blodsukkerindholdet er konstant, men denne funktion hæmmes af alkohol. Det kan derfor være et problem at opretholde et tilstrækkeligt højt blodsukkerniveau under konkurrencen. Næsten ligeså slemt er det at alkohol også hæmmer lagringen af sukker i leveren. Det er derfor en dårlig idé at skylle pastaen ned med rødvin selvom det smager godt. Derudover virker alkohol vanddrivende, og det kan betyde at man er dehydreret, dvs. mangler væske før start, skønt man har drukket rigeligt dagen før. Det er bare nogle af de biokemiske virkninger. Dertil kommer en forringelse af reaktionsevne, koordinationsevne og koncentrationsevne.

Men hjælper det ikke med en løbetur? Det hjælper uden tvivl på ens velbefindende og samvittighed at løbe dagen efter en fugtig aften, men man skal ikke regne med at alkoholen og dens nedbrydningsprodukter forsvinder hurtigere af den grund. Forbrændingshastigheden er stort set kun afhængig af størrelsen på ens lever. Den påvirkes hverken af kaffe, dans, brusebad eller af en løbetur. Tværtimod kan man sige at alkoholen under en løbetur midlertidigt lagres i muskler og væskedepoter. Når man atter hviler vender alkoholen atter tilbage til blodbanen og føres til leveren.

Er rødvin værre end øl? Eller er det omvendt? Jeg har ikke kunnet finde litteratur om det er øl der giver de tunge ben eller om det er rødvin der gør det. Men jeg kender flere, der påstår at det enten er det ene eller det andet. Jeg har en mistanke om, at det hænger sammen med hvad man foretrækker at drikke, samt at den ene eller den anden drikkevare en gang er blevet beskyldt for et ekstra dårligt resultat.

Vil man yde det maximale til en konkurrence bør man højst drikke en genstand dagen før. Vil man have det lidt sjovere og stadig få glæde af rødvins og øls mange positive virkninger kan man tillade sig at drikke op til 2 genstande pr. dag. Et dagligt forbrug, der ligger over 3 genstande pr. dag vil for de flestes vedkommende være skadeligt – og det uanset om man løber eller ej.

Hjem

Kontakt: Rolf Lund: rolflund@stofanet.dk eller 49211776