Vægtkontrol

Hvor meget betyder vægten egentlig for ens evner som løber? Det er sikkert et spørgsmål de fleste har stillet sig når de har aset op af en bakke eller kæmpet sig igennem fugtig skovbund.

Der er nogle der har regnet på det. Taber man sig 1 kg vil man i teorien kunne løbe 10 km ca. 30 sek hurtigere. Det forudsætter dog at det er et reelt vægttab af fedt og ikke noget der er kommet som følge af en lynkur eller sygdom. Det betyder groft sagt at hvis jeg tabte 16 kg, ville jeg kunne komme ned i nærheden af verdensrekorden på en 10 km og forsvandt jeg næsten ville jeg kunne bryde 20 minutters grænsen.

Den holder jo ikke! Pas på med at tænke på den måde. Et er teori et andet praksis. Beregningerne er baseret på at man har samme iltoptagelse og samme muskelstyrke, men blot har færre kilo at skulle flytte.

Er man eliteløber og slank (og det hører ofte sammen) kan det være fristende at holde igen på spiseriet udfra ovenstående filosofi. Det er imidlertid den sikre vej til skader og overtræning. Træner man stort set hver dag har kroppen brug for alle dagens måltider. De skal være rigelige og fornuftigt sammensat med både fedt, protein og især kulhydrater. Begynder man at få infektioner hyppigt på grund af hård træning er der grund til at se på om der nu også bliver spist nok og lødigt.

For motionister, der vejer 10 kg eller mere for meget er det en anden sag. Mange tager 1/2 kg på om året fra deres fyldte 30 år fordi de spiser for meget. Jeg tror ikke så meget på slankekure. Ikke fordi de ikke virker, men fordi de ikke er til at holde ud i længden. Det duer ikke at tabe sig 5-10 kg ved at spise efter bestemte forskrifter i en tidsperiode, og så vende tilbage til gamle vaner, når man har nået sit mål. De fleste tager hurtigt det tabte på igen og lidt til og så kan de starte forfra igen.

Sats derimod på varige kostændringer. Væn dig til at spise brød uden smør på. Behøver du at bruge 2 skiver ost til et stykke brød? Brie kan man godt putte på brødet, men skal skiverne være 2 cm tykke? Laver du farsmad behøver det så at være med kød, der indeholder 18-20% fedt? Ved du at hønse- eller skinkesalater indeholder mellem 20 og 30% fedt? Undersøg om dit rugbrød indeholder mere fedt end den spegepølse du putter på brødet og skær selv brødet i tykke skiver.

Har man en svaghed for kager (jeg har) kan man bage sine egne fedtfattige kager:

Drømmekagen fra Buddinge (ny version)

120 g sukker

160 g mel

1 tsk bagepulver

1 tsk vaniljesukker

1 knsp. salt

2 tsk kakao

25 g olie

1 dl mælk

1/2 dl kvark

1 æg

Glasur af:

90 g sukker

1/2 dl kaffe

50 g kokosmel

1 tsk vaniljesukker

2 tsk kakao

Sukker, mel, bagepulver, vaniljesukker, salt og kakao blandes i en skål. Olie, mælk, kvark og æg hældes i og dejen røres grundigt. Hæld dejen i en lille springform eller tærteform beklædt med bagepapir. Bages ved 180 oC i ca. 25-30 min.

Mens kagen køler laves glasuren ved at koge sukker og kaffe i en gryde til sukkeret er smeltet og det bruser tykt. Hæld kokosmel, vaniljesukker og kakao i og fordel den varme blanding over kagen. Hvis det er lykkedes at lave en overmættet sukkeropløsning stivner den nu til et knasende sprødt lag på overfladen af kagen.

Ønskes en hel bradepande ganges opskriften med 4.

Hjem

Kontakt: Rolf Lund: rolflund@stofanet.dk eller 49211776