Er det nødvendigt at spise vitaminpiller?

 Vitaminer er defineret som organiske forbindelser, som vi har brug for i små mængder for at vore celler kan fungere normalt. Vi kan ikke danne dem selv og de må derfor tilføres kosten. Mangler man et vitamin vil der opstå mangelsygdom og det ofte på den måde vitaminerne er blevet opdaget.

 De 13 vitaminer, der er nødvendige for mennesker inddeles i fedtopløselige (vitamin A,D, E og K) og de vandopløselige (8 medlemmer af B-vitamingruppen og C-vitamin). For mange af vitaminerne gælder det at får man for meget kan der opstå forgiftningssymptomer. Det gælder især de fedtopløselige. Indtager man et enkelt vitamin i høj dosis kan der udover forgiftning også opstå forskydninger i andre balancer. Der må derfor frarådes at indtage enkelte vitaminer i høj dosis, med mindre ens læge har anbefalet det.

 Der er forskellige grupper i samfundet, som har en højere risiko end andre for at få vitaminmangel.

Vitaminbehovet er stort set det samme uanset om man har et meget højt aktivitetsniveau eller man ligger helt stille. Det betyder at helt små børn, syge  ældre og gravide har sværere ved at få dækket deres behov end resten af befolkningen. Omvendt betyder det også at sportsfolk med et højt aktivitetsniveau er den gruppe, der har lettest ved at få deres vitaminbehov dækket. Løber man et par gange om ugen eller endnu mere er det derfor helt unødvendigt at spise et ekstratilskud af vitaminer. Men det kommer selvfølgelig an på hvordan ens kost er sammensat.

 Spiser du frugt dagligt? Får du mange forskellige grøntsager i løbet af en uge? Spiser du jævnligt fisk og kød, æg, mælkeprodukter og går du ikke af vejen for at spise indmad en gang i mellem?

Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål har du ingen grund til bekymring, især ikke hvis du samtidig sjældent spiser wienerbrød og chips.

 Spiser du alsidigt og især mange frugter og grøntsager behøver du samtidig heller ikke at tænke på mineraler og som en ekstragevinst får du stoffer, som i man i stigende grad er blevet opmærksom på har en forebyggende virkning på kræft og hjerte-karsygdomme. Nogle af disse stoffer kan man købe som kosttilskud, men forskning har vist, at der formodentlig ikke er tale om bare et stof, som har en mirakelvirkning, men mange – og de kan kun fås ved at spise den ægte vare. Spis derfor rigtig mad og vær opmærksom på at mange af de pulvere, der sælges specielt til sportsfolk hverken indeholder vitaminer eller mineraler.

 Selvom orienteringsløbere i deres sport gør sig umage  for at skyde genvej og hoppe over hvor gærdet er lavest så gælder det ikke her. Smid alle brochurer om kosttilskud i skraldespanden og sørg for at få en ordentlig kost i stedet for.

Hjem

Kontakt: Rolf Lund: rolflund@stofanet.dk eller 49211776