Sommerferieløb og mad

O-løbere er nærmest kendte for at lade sig nøje med primitive teltlejre om sommeren og det stiller store krav til opfindsomheden når man ikke har noget køleskab, kun har et kogeblus, ikke orker at bære altfor meget og hvis man er ung - ikke har ret mange penge. Hvad skal man spise og hvad skal man købe ind til sådan en tur?

Morgenmad: Havregrød gør dig uafhængig af mælk, det er en god start på dagen, men kræver kogegrej og en opvaskebørste. Spis også brød. Pålæg som honning, syltetøj, figenpålæg, rosiner har en god holdbarhed. Vil du have ost, så køb en skorpefri ost. En flødehawarti sælges i en god emballage og så er det heller ikke nødvendigt med smør.

Frokost: Dåsemad skal spises samme dag som dåsen er åbnet. Smid ud med hård hånd. En del fås heldigvis i små dåser: Leverpostej, makrel i tomat, torskerogn. Kødpålæg kan købes afskåret, men så snart pakningen er brudt bør det spises, når man ikke kan opbevare det køligt. Det er kun de meget saltede og tørrede produkter der kan holde sig. Jeg har gode erfaringer med en meget fedtfattig spegepølse, som jeg tørrer hjemmefra ved at tage den ud af plastikemballagen og pakke den ind i papir og lægge den i køleskabet en uges tid. Spis også tomater, bananer og agurker, peberfrugter og gulerødder.

Aftensmad: Det er en stor kunst at lave mad når man kun har et blus. Retter der kræver lang kogetid er ikke noget hit. Vil man have varm mad kan man nedsætte tiden i gryden ved at skære tingene meget fint ud. Wokmad er derfor meget velegnet til teltture. Jeg sørger for at have noget kraftige smagsstoffer med: Tørrede tomater, hel frisk ingefær, karry og hvidløg. Husk også salt. Man kan bruge plastikbeholdere fra film til opbevaring. Køb evt. et glas pesto og hav en lille flaske olie med, helst med tæt skruelåg. Pølse, svesker, tørrede svampe, chili, citron og saltede peanuts kan også gøre underværker i dine retter. Hav de specielle ting med hjemmefra.

Jeg starter med at koge risene eller bulguren. Mens det koger skærer jeg grøntsager og kød i tændstikstore stykker. Når risene næsten har opsuget alt vandet pakkes gryden ned i min sovepose og holder sig varm der. Hovedretten laves nu ved at lynstege kød og grøntsager i olie og lidt vand. Krydres godt.

Skal man have spagetti er det bedre at holde hovedretten varm i soveposen, da halvkold spagetti er en kedelig oplevelse.

Et udmærket produkt er de kalkunlår der sælges kogte i en kraftig plastemballage. Holdbarheden er ligeså god som var de lavet i dåse. Tunsalat eller retter med røde linser er også gode måltider i teltlejre.

Husk at spise op - eller smid resten ud. God sommerferie.

Hjem

Kontakt: Rolf Lund: rolflund@stofanet.dk eller 49211776